Recherche 'd...' : 9629 mots trouvés
Page 162 : de dizellezegezh (8051) à dizerus (8100) :- dizellezegezh
- dizellezek
- dizellezout
- dizellezus
- dizellid
- dizellidus
- dizemglevdizemglev
m. Mésentente.
●(1920) KANNgwital 205/166. O c'houzout mad petra rea an dizemgleo etrezho betek neuze.
- dizemper .1
- dizemper .2dizemper .2
s.
(1) Désespoir.
●(1530) J 95b. Ez miruiff lem dre disemper, tr. « et il faut que je me résigne à mourir en forcené ». ●(1557) B I 578. Gant dissemper ha hirder he speret, tr. «dans la douleur et le désespoir.»
(2) Kemer dizemper : se désespérer.
●(1530) J p. 233b. Dren dissemper fier a quemeraf. ●(1557) B I 300. Dren disemper a quemeras, tr. «et il fut pris de désespoir.»
- dizemperañdizemperañ
v. intr. Désespérer.
●(1499) Ca 64b. Disemperaff. g. desesperer. ●(1530) J 83b. Ez disemperas, tr. « en proie à la folie furieuse ». ●(1650) Nlou 394. Lucifer à disemperas, tr. «Lucifer se désespéra.»
●(1732) GReg 274b. Desesperer, tr. «disempera. pr. disemperet. disempra. pr. disempret.» ●Jeter quelqu'un dans le desespoir, tr. «ober disempra ur re.»
- dizemperañs
- dizemperetdizemperet
adj. Désespéré.
●(14--) Jer.ms 308. Gant Naounder dysemperet, tr. «Avec une faim désespérée (ou : désespéré de faim).» ●(1499) Ca 64b. g forcene. b. disemperet. ●(1530) J 38a En vn memor disemperet. ●96a. Ro dif oarse na dale quet / Manyer fier disemperet / Hep cafout quet a repetancc / Da meruell garu a vn maru vil / Gant anquen cref hep nep reuil / Ha bez soutil em deliurancc, tr. « Donne-moi donc, et dépêche-toi, un moyen violent, furieux, qui ne permette pas d’hésiter ; un moyen de mourir de mort rude et ignoble, dans les plus terribles angoisses, sans lutte possible. Va, sois habile à me délivrer. »
- dizemperus
- dizemprañdizemprañ
v. tr. d. Détremper.
●(1659) SCger 43b. détremper, tr. «dizempra.» ●145a. dizempra, tr. «detremper.»
- dizempriñ
- dizenezdizenez
f. –ioù (religion)
(1) Dizaine de chapelet.
●(1659) SCger 45a. dixaine, tr. «dizenes.» ●145a. dizenés, tr. «dixaine». ●(1727) HB 31. He Chapelet eus a bemp digenes.
●(1869) SAG 21. pateriou ha dizchenezou aleiz. ●(1882) BAR 48. Pemp dizenez a zo e peb chapeled. ●(1889) ISV 134. Da genta e lavaraz eun dizenez.
●(1935) LZBl Gwengolo/Here 149. dre n'int ket bet dibabet da veza e penn eun dizenez.
(2) Petit chapelet.
●(18--) PEN 93/127. eur dijener em eus bed (petit chapelet).
●(1932) BSTR 4. e teue ganti, atao, d'ar gear, dizeneziou gant eur vetalen.
- dizenezenn
- dizenoe
- dizenoeiñdizenoeiñ
v.
(1) V. intr. Se désennuyer.
●(1869) KTB.ms 14 p 37. alies ewit dizenoui a vije o c'hoari gant-he.
●(1922) KAAG 31. Unan a redas da gerc'hat guin ha guer en eun hostaleri, evit dizinoui. ●34. n'eo ket evit gounit arc'hant eo, mes evit dizinoui.
(2) V. tr. d. Désennuyer.
●(1860) BAL 135. evit disenoui ahanoc'h, me rai ur pennadic lenn deoc'h ? ●181. evit en dizenoui.
●(1900) FHAB Gwengolo 148. kelen ha disinoui ar Vretoned.
(3) V. pron. réfl. En em zizenoeiñ : se désennuyer.
●(1844) LZBg 2l blezad-1añ lodenn 99. ni hum zéanéé é cheleuet gùerzenneu. ●(1847) MDM 6. e kavot atau el levr-man pe-a-dra da en em zizenoui. ●(1847) FVR xii. Evtit en em dizenoui. ●(1877) EKG I 50. evit kemeret an ear vad hag en em dizinoui. ●(1880) SAB 301. un darn ne glascont nemet en em disenoui.
●(1909) FHAB Ebrel 112. beachi asamblez evit en em zizinoui hed an hent. ●(1925) BILZ 129. Evit en em dizinoui e oa en em lakaet da walc'hi e vag.
- dizenoeüsdizenoeüs
adj. Divertissant.
●(1860) BAL vii. Ur veach boazed diouta, e cavoc'h aneza dizenous.
●(1905) MRPL 10. Gand va levriou dizenouuz !… ●(1921) KANNgwital 229/333. an nosveziou hirr ; evit ho zremen dizinouussoc'h, an dud en em zestumo asamblez.
- dizenordizenor
m. Déshonneur.
●(14--) N 1424. Nedeo disenor dam orin, tr. «Ce n'est pas un déshonneur pour ma race.» ●(1499) Ca 64b. Disenor. g. deshonneur. ●(1612) Cnf 75b. na permettet bizuiquen ez grahen nep tra è disenor d'an hanu santel eves à Christen.
●(1659) SCger 68a. ignominie, tr. «disenor.» ●86a. opprobre, tr. «disenor.» ●143b. disenor, tr. «deshonneur.» ●(1710) IN I 38. dan disprigeanç, dan disenor. ●(1732) GReg 275a. Deshonneur, tr. «Disenor.»
●(1856) VNA 172. c'est un grand déshonneur, tr. «un disinour bras-é.»
●(1915) MMED 98. eur strinkad benag euz dishenor ar gerent. ●(1921) GRSA 249. hep dizinour aveidomp. ●(1941) DIHU 356/214. é redek get jourdoul ar hent er revin, en dizinour hag er marù.
- dizenorapl
- dizenoret
- dizenoriñdizenoriñ
v.
I. V. tr. d.
(1) Déshonorer.
●(1659) SCger 143b. disenori, tr. «deshonorer.» ●(1710) IN I 43. ec'his ur c'hreg pehini e deffe (…) disenoret he friedelez gant peb seurt crimou abominabl. ●173. ar squiant a zeu da zizenori un den andal ma quemer vanite. ●(1732) GReg 275b. Deshonnorer, faire, ou causer, du deshonneur, tr. «Disenori. pr. disenoret.» ●Cet homme deshonnore l'Eglise, tr. «an dèn hont a zisenor an Ilis.»
●(1849) LLB 1938. N'ou dizinouret ket dré zirolemanteu. ●(1868) KMM 15. disenori ano Mam Doue.
(2) spécial. Déshonorer (une femme).
●(1732) GReg 275b. Deshonnorer une fille, tr. «Disenori ur verc'h. Van[netois] disinoureiñ ur verh.» ●(17--) EN 1853. (ar) groaige eteus disinored, tr. «les femmes tu les as déshonnorées.»
●(1867) FHB 130/203b. plac'het iaouanc casset da diez fall o sonjal ho dishenori.
(3) Dénigrer.
●(1659) SCger 42a. denigrer, tr. «disenori.»
II. V. pron. réfl. En em zizenoriñ : se déshonorer.
●(1790) MG 34. hui e hum zizinour. ●(17--) VO 21. É hét de hum zizinourein, e lar lod.
●(1869) SAG 83. en em zizenori a reot oc'h ober ar pez a ra an haillouned.
- dizenorus
- dizentonnetdizentonnet
adj. Soutiré.
●(1906) DIHU 18/304. Ne gredet ket penaus er chistr lausket ar el li e zou nerhusoh hag hum hoarn pelloh eit en hani dizintonet.
- dizentonniñ
- dizeñvor
- dizeoriañdizeoriañ
v. intr. (marine) Lever l'ancre.
●(18--) MIL.ms (d’après BUBR 31/606). Dioc’htu ma voe deut en douar ar brinsez, e voe disheoriet.
- dizerc'hdizerc'h
m. Ober an dizerc'h : couper les menues branches sur les fossés.
●(1879) ERNsup 151. dizerc'h, act[ion] de couper les menues branches sur les fossés : ober an dizerc'h, St-M[ayeux].
●(1927) GERI.Ern 115. dizerc'h m. Action de dizerc'hein, dizerc'ho couper les menues branches sur les fossés C[ornouaille].
- dizerc'hel
- dizerc'hiñdizerc'hiñ
v. Couper les menues branches sur les fossés.
●(1879) ERNsup 151. dizerc'h act[ion] de couper les menues branches sur les fossés : dizerc'hein, St-M[ayeux]. dizerc'ho, Corlay, Plussulien, Saint-Nicolas-du-Pélem.
●(1927) GERI.Ern 115. dizerc'h m. Action de dizerc'hein, dizerc'ho couper les menues branches sur les fossés C[ornouaille].
- dizere .1dizere .1
adj.
(1) Qui n'a pas de lien(s).
●(1659) SCger 38a. delie, tr. «dizere.» ●(1732) GReg 261b. Delié, ée, qui n'est pas lié, tr. «Disere.»
(2) sens fig. Détaché.
●(1867) FHB 129/194a. ep ners dizere dioc'h he amzer.
(3) fam. (en plt de qqn) Sac'h dizere : personne qui ne garde pas un secret.
●(1659) SCger 41b. sac deslié, tr. «sac'h disere.» ●(1732) GReg 261b. Un sac delié, un homme qui ne peut garder un secret, tr. «Ur sac'h disere.»
- dizere .2
- dizereadegezhdizereadegezh
f. Grossièreté, indécence.
●(1931) VALL 346b. Grossièreté, tr. «dizereadegez f.» ●375a. Immodestie, tr. «dizereadegez f.»
- dizereatdizereat
adj.
(1) (en plt de paroles) Inconvenant, incongru.
●(1869) FHB 221/92b. eur gomz benâg treuz, dizeread.
●(1939) MGGD 51. an eñvor eus an dro-gamm ha dizereat en devoa c'hoariet d'ezi. ●(1943) FATI 105. Hag e teraouas da zislonka dirazo komzou dizereat.
(2) (en plt d'actes) Incorrect, inconvenant.
●(1914) KZVr 78 - 30/08/14. dibri eur grampoen dre ar vegen a zo dizeread war ar meaz, tr. «ce n'est pas poli, à la campagne, de manger d'abord ce bout de la crêpe.» ●(1955) VBRU 54. Ar bez-koñsul 'vat, a gamme e veg, feuket emichañs gant ar seurt doareoù ken dizereat.
- dizereetdizereet
adj. Débarrassé.
●(1849) LLB 923-924. Ur park aret lies (…) / dizeret a lezeu ha drueit t'er hardel.
- dizerendizeren
v.
I. V. tr. d.
(1) Délier.
●(1499) Ca 64b. Diseren. g. deslier.
●(1659) SCger 38a. delier, tr. «diseren.» ●41b. deslier, tr. «diseren.» ●(1732) GReg 261b. Delier, defaire le lien, ou le neud d'une chose liée, tr. «Diseren. pr. disereët.»
●(1962) EGRH I 69. dieren v., tr. « délier. »
(2) Défaire les gerbes.
●(1962) EGRH I 69. dizeren v., tr. « défaire les gerbes. »
(3) Dizeren a : délivrer de.
●(1530) J p. 20b. ho disaeren a penet, tr. «faire cesser leur pénitence.» ●(1650) Nlou 293. Euyt scler dyseren, lignez humen à penet, tr. «pour délivrer clairement la race humaine du châtiment.»
(4) Eren ha dizeren : lier et délier.
●(1863) GOM 375-376. daoust d’ar pouvoar en deus roet da sant Per ha d’ar re var he lerc’h, da eren ha da ziseren.
II. V. intr. Venir en se dépéchant.
●(17--) SP II 146. Diseret aman oll dar sabat da vedon, tr. «Débrouillez-vous tous pour me rejoindre au sabbat.»
- dizererezh
- dizeridizeri
m. Dénuement.
●(1907) AVKA 114. en poan hag en dizeri e oant evel denved n'ho deus ket a vesaer.
- dizeriadur
- dizeriañdizeriañ
v. intr.
(1) Dépérir.
●(1847) FVR 19. Na hellfe ket dizeria. ●(1868) FHB 159/18a. lezel da zizeria purete ha guerc'hdet ar feiz. ●(1872) ROU 80b. Dépérir, tr. «Dizeria.» ●(1880) SAB 53. gounidegez an douar tout o tizeria. ●(18--) MIL.ms (d'après BUBR 19/230). Ne felle ket d'ezan dizeria evelato.
●(1954) VAZA 104. Hogen daoust d’ar c’hlemmichadennoù-se, ret e voe dimp menel ur pennad mat da zizeriañ en toull brein-se.
(2) (en plt d'une construction) Tomber en décadence, en ruines.
●(1732) GReg 248a. Tomber en decadence, tr. «disherya. pr. disheryet.»
- dizeriet
- dizeriñ
- dizerterezh
- dizertidigezhdizertidigezh
f. Désertion.
●(1732) GReg 274b. Desertion, parlant des gens de guerre, tr. «Desertidiguez.»
- dizertiñdizertiñ
v. tr. d.
(1) Déserter, rendre (un lieu) désert.
●(c.1500) Cb 60a. deserto / as / ac. g. deserter / ou faire desert. b. ober desert / desertaff.
(2) Déserter (une cause).
●(1744) L'Arm 14a. Apostasier, tr. «Désertein d'er Gricheineah.»
(3) absol. (domaine militaire) Déserter.
●(1732) GReg 274b. Deserter, parlant des soldats, tr. «Deserti. pr. desertet. Van[netois] diserteiñ. pr. disertet.»
●(1894) BUZmornik 239. ha setu hen ha dizerti evit dont d'ar gear.
●(1907) VBFV.fb 29b. déserter, tr. «dizertein.» ●(1912) BUEV 22. Ne chonjé ket enta tam erbet dezertein en dé ma telié é réjimant monet kuit. ●(2002) TEBOT 101. Ha dezertiñ digante.
- dizertoni
- dizertourdizertour
m. –ion
(1) Celui qui ne reste pas dans le droit chemin.
►[empl. comme épith.]
●(1767) ISpour 269. Malheur deoh, em'ean, bugalé diseerterion.
(2) spécial. Déserteur (d'armée).
●(1732) GReg 274b. Deserteur, qui deserte du service du Roi, tr. «Deserter. p. desertéryen. disertour. p. disertouryen. Van[netois] disertour. p. yon.»
●(1855) BDE 752. ur faus discipl, un désertour. ●(1874) FHB 487/133b. Tec'het ac'hann gouscoude evel dizertour a zo tenn da ober.
●(1907) VBFV.fb 29b. déserteur, tr. «dizertour.» ●(1907) PERS 41. Ar zonj da veza dizeltour ne oa ket eta en he benn. ●(1912) BUBU 18. en dezertour maleurus-sé. ●(1912) BUEV 23. donet de vout dezertour.
►[empl. comme épith.]
●(1907 BSPD i 192. er sklav dizertour.
- dizerus